Steamworks-dokumentation
Ofte stillede spørgsmål om Steam Deck
Denne side dækker de spørgsmål, som er blevet stillet af udviklere og udgivere ved vores Steamworks Steam Deck-begivenhed. Se https://www.steamdeck.com/en/faq for at læse svar til de ofte stillede spørgsmål fra Deck-kunder.

Udvikling uden udviklersæt


Hvad er statussen på anmodninger om udviklersæt, og hvordan udvælger I, hvem som får et?

Vi gennemgår stadigvæk anmodninger om udviklersæt, og vi skal til at sende anden bølge af godkendelser. Så hvis du ikke allerede har indsendt en hardwareanmodning her, så skal du sørge for at gøre det. Når det er sagt, så har vi ikke har nok udviklersæt til alle udviklere. Vi kigger på, hvilke titler der bliver spillet mest af de spillere, som har reserveret en Steam Deck, samt generel interesse fra fællesskabet. Udviklerne af disse spil får førsteprioritet til udviklersæt. Hvis du ikke har et udviklersæt, kan du teste, om din hardware er kompatibel med Steam Deck ved at følge instruktionerne her.


Jeg er en udvikler udenfor de lande, hvor Steam Deck udgives. Kan jeg stadigvæk godt få et udviklersæt? 

Ja, vi sender udviklersæt overalt i verden, inklusive de regioner, som ikke er del af den første udgivelse af Steam Deck.


Jeg har hørt, at der er problemer med hardwaren i EV2-udviklersæt. Er de blevet rettet i den endelige version?

Ja, hele ideen bag disse tekniske enheder er at teste fremstillingen, og se, om der er fejl, som skal rettes. De rapporterede problemer, såsom den fastsiddende B-knap, er blevet rettet og vil ikke være et problem for kunder.


Kan vi bruge en virtuel maskine til Steam Deck-udvikling?

Vi anbefaler det ikke, medmindre man kun tester grænsefladen. Man kan teste ikke GPU'ens ydeevne med en virtuel maskine.


Kan man bruge en Steam Deck fra detailsalg som et udviklersæt?

Ja, der er intet særligt ved udviklersæt. De har ingen særlig hardware eller software, som gør dem nemmere at udvikle til. Man kan bruge de samme værktøjer og testmetoder med en enhed fra en butik, som man kan med et udviklersæt.


Det lykkedes mig ikke at få et udviklersæt. Kan jeg springe over køen for at få min enhed fra butikken tidligere?

Nok ikke på denne måde, men vi arbejder på en måde, vi kan udvide udviklersætprogrammet, så det forbliver tilgængeligt efter udgivelsen. Mere om dette snart.


Når jeg laver et system til testning, skal jeg så bruge en CPU fra AMD, eller fungerer en CPU fra Intel lige så godt?

Selvom du kan bruge en hvilken som helst CPU, er det bedst at bruge en CPU fra AMD for at få det bedst lignende miljø til testning af Steam Deck.


Hvis mit spil er blevet "Steam Deck Verified", har det så mere synlighed på Steam?

Ja, det vil have mere synlighed på Steam Deck. Den almindelige butiksside på Steam Deck viser kun titler, som er "Deck Verified". Men når det er sagt, så er hele Steam-butikken (med alle titler uanset deres Deck Verified-status) stadigvæk tilgængelig til at søge igennem og købe fra med bare et enkelt klik.

Hardwareoversigt


Understøtter Steam Deck multithreading?

Ja, op til 8 tråde.


Er der på nuværende tidspunkt planer om at tilføje 5G eller LTE?

Nej, der er ikke planer om at tilføje datanetværk, men du kan altid forbinde via din telefon.


Har I nogen specifikke anbefalinger til, hvordan man optimerer batteriets levetid?

Vi anbefaler, at alle spil har en begrænsning på FPS, hvad enten det er implementeret i selve spillet eller ved at bruge en overordnet FPS-begrænsningsmekanisme, som vi giver adgang til.


Er der noget, som spiludviklere skal gøre for at understøtte slumre og genoptagelse af spil på Deck?

Nej, det er der ikke. Det vigtigste at huske på er, at Steam Deck afbryder forbindelsen til wi-fi, når den går i slumretilstand, så vi anbefaler, at der laves backup af gemte filer, før enheden går i slumretilstand. Vi har planer om at udgive nogle API'er til at hjælpe med dette. 


Vil man kunne købe reservedele i butikken? Hvornår bliver de i så fald tilgængelige?

Vi har ikke rigtig nogen oplysninger, vi kan dele lige nu, men det er vores hensigt at have reservedele tilgængelige efter udgivelsen.


Planlægger I forbedringer til hardwaren?

Vi er i øjeblikket fokuseret på den aktuelle generation og har ikke andet, vi kan dele med jer lige nu.


Hvor meget VRAM har Steam Deck?

Steam Deck har 16 gigabyte forenet hukommelse. 1 GB dedikeret til GPU'en, men afhængig af belastningen kan GPU'en tilgå op til 8 GB. 


Har Steam Deck forskellig ydelse afhængigt af, om den er sat til strøm eller kører på batteri?

Vi sigter efter at give den bedste tilgængelige ydeevne fra APU'en både når Steam Deck kører på batteri, og når den er tilsluttet strøm. Vi forventer, at ydeevnen er den samme i begge tilfælde.


Hvad med Ethernet-hastigheden på docken?

Docken understøtter op til 1 GB/s Ethernet.

Steam på Deck


Bliver grænsefladen i Big Picture erstattet med den, som bruges på Deck? Hvornår sker det i så fald?

Planen er, at den skal erstatte grænsefladen i Big Picture. Vores fokus lige nu er at få Steam Deck udgivet. Vi vil derfor gerne sikre os, at vi virkelig optimerer grænsefladen til Steam Deck først, men snarest derefter bliver grænsefladen i Big Picture erstattet med den i Steam Deck. 


Understøtter Steam Deck kun fuldskærmstilstand?

Steam Deck vil automatisk køre spil i fuldskærm som standard.  Men hvis man trækker et spil til skrivebordet, kan man starte det i vinduestilstand.


Planlægger I at udgive SteamOS som et selvstændigt operativsystem til generelle formål?

Vi har helt sikkert tænkt os at udgive SteamOS som et selvstændigt operativsystem. Vi har dog ikke nogen tidsplan for, hvornår det kommer til at ske. Lige nu fokuserer vi meget på at sikre, at Steam Deck bliver en god oplevelse, og vi udgiver operativsystemet til andet hardware snart.


Kan man installere software udenfor Steam på Steam Deck, og kan softwaren bruges med Proton?

Ja. Man kan installere og tilføje ethvert spil, ligesom man kan på Steam til PC. Man skal bare installere applikationen og tilføje den til Steam fra skrivebordstilstand. Derefter dukker den op på samme måde som på en almindelig PC.


Understøtter Steam Deck VR?

Teknisk set er det muligt. Vi har set folk, der har tilpasset enheden til det, men vi har ikke designet og optimeret Steam Deck til VR.

AMD


Disse svar er fra en spørgerunde med Sebastien Nussbaum og Alex Deucher fra AMD.


Understøtter Steam Deck Vulkans nye dynamiske gengivelsesfunktion?

Ja. Steam Deck-hardwaren understøtter allerede denne funktion, og der arbejdes allerede på at understøtte dynamisk gengivelse på softwaresiden med drivere, som understøtter denne funktion. 


Bliver AMD FSR implementeret i Steam Deck?

FSR kan allerede anvendes af de applikationer, som understøtter det. FSR vil fungere uden ekstra arbejde i de spil, der allerede indeholder det, men FST-understøttelse inkluderes også som en del af en senere OS-udgivelse. Når denne opdatering udkommer, kan spil potentielt anvende FSR, selv hvis de ikke har indbygget understøttelse.


Har GPU-profileringsværktøjet fra AMD indbygget understøttelse på Linux?

Ja, der er indbygget understøttelse på Linux med grafisk brugergrænseflade og det hele. Understøttelse til at gøre sporingen automatisk fra starten er noget, vi stadigvæk arbejder på. I vil være nødt til udføre sporingen inde i applikationen, men derefter vil I kunne se dem og bruge alle værktøjerne, der er indbygget i RGP.

Input


Steam Deck har atypiske styringselementer. Vil Valve opfordre udviklere til at integrere sigte med gyro og trackpad i deres styringssammensætninger i stedet for at beholde det traditionelle layout?

Det afhænger af, hvilket spil det er, og hvilken slags styring man vil opnå. Men vi tror helt bestemt, at gyroen kombineret med joysticket eller trackpaden er ideel til rigtig mange spil, og noget som mange spillere gerne vil bruge.

Styringselementerne giver mulighed for bedre præcision til folk, som er vant til at bruge gamepad som input, men de tillader også, at musen fra den stationære computer kan anvendes som en bærbar faktor.  Vi anbefaler, at I prøver denne slags input, hvis I udgiver et spil, hvor spilleren styrer kameraet eller musemarkøren, og se, om dette giver mening at anvende i jeres spil.  I kan altid udgive jeres spil med styringskonfigurationer med traditionel styring og bevægelsesstyring via Steam Input-konfigurationer.


Understøtter Steam Deck lokal multiplayer/lokal co-op?

Helt klart! Man kan spille lokale co-op-spil på Steam Deck på en række forskellige måder. Man kan forbinde controllere via Bluetooth eller direkte via USB.  Man kan også spille med Remote Play Together, hvor andre spillere spiller på andre Decks eller PC'er.


Hvilke input-API'er understøtter Steam Deck?

Steam Deck understøtter alle større input-API'er: XInput, Raw Input, DirectInput og Steam Input.  


Bliver inputs fra touchskærmen registreret som et input fra mus, eller bruger den touch-API'er?

Som standard bliver berøring på touchskærmen registreret som en mus, der klikker på positionen.  Men den understøtter også touch-API'er via SDL eller Windows Touch.  Dette er en konfigurationsmulighed, som kan aktiveres i Steam Input-konfigurationsfilen.


Hvordan får jeg mit spil med understøttelse af multiberøring til at fungere ordentligt?

Hvis spillet understøtter multiberøring, er der en rullemenu på partnerhjemmesiden under "Touchskærmtilstand på Steam Deck" kaldet "Touch API Pass-through", som du skal vælge, for at multiberøringsinput virker. Uden den vil berøringsinputtet være begrænset til enkeltberøring, hvilket emulerer en touchskærm med en musemarkør.


Kan udviklere oprette inputkonfigurationer til Steam Deck uden et udviklersæt?

Ja. Vi anbefaler en PlayStation 4- eller 5-controller, men man kan starte med en vilkårlig controller.  PlayStation-controllerne har et styringslayout, der bedst matcher Steam Decks layout, da de har indbygget gyro og trackpad.  

Hvis du ønsker at bruge Steam Decks specifikke input i dit spil, skal du selvfølgelig have en Steam Deck for at kunne konfigurere styringerne ordentligt.  Men hvis du ikke har planer om at bruge disse input, kan en hvilken som helst controller fungere.  


Vil I anbefale, at man bruger touchskærmen i spil, der bruger museinteraktion?

Hvis spillet specifikt omhandler berøring af skærmen, så ja.  Men vi mener, at mange musebaserede spil ofte vil fungere bedre ved at anvende trackpads i stedet.  De er designet til gaming og vil passe mere naturligt ind i mange markørbaserede situationer, som ikke kan tilgås lige så let ved berøring, såsom at holde musen over noget, at højreklikke osv.  De giver også en mere ergonomisk interaktion mellem markørstyring og de andre input.  Berøringsgrænseflader kræver ofte et sæt af forskellige ydelser, som måske eller måske ikke giver mening i det specifikke spil. Derfor afhænger det af genren og stilen på den grænseflade, man går efter.


Giver Steam Input ekstra forsinkelse?

Steam Input bør ikke forårsage ekstra forsinkelse, men som med alt andet skal I endelig fortælle os, hvis I oplever en fejl.


Kan Steam Deck bruges som en ekstern controller?

I øjeblikket kan man forbinde til en anden maskine med Remote Play for at benytte Steam Deck som en controller, som genkender alle Steam Decks input. På denne måde kan du teste spillet på en PC, med Remote Play eller med flere controllere via Steam Deck.


Understøttes touchmenuer på Deck-touchskærmen?

Vi understøtter allerede flere slags virtuelle menuer såsom cirkelmenuer og touchmenuer via Steam Input generelt eller via trackpads eller joystick. Vi undersøger stadigvæk måder, vi kan understøtte dette med touchskærm, men på nuværende tidspunkt er der ikke nogen faste planer.

Proton


Bliver Proton-testning en del af spilindsendelsesprocessen i fremtiden?

Ja, som en del af bekræftelsesprocessen for Deck, som finder sted før en spiludgivelse. Der er masser af oplysninger i Steamworks-dokumentationen, og dette udvikles fortsat under udgivelsen af Steam Deck og derefter.


Virker applikationer udenfor Steam med Proton, og kan de bruges på Steam Deck?

Ja, helt bestemt. Proton fungerer godt med apps, som ikke er på Steam. Og vi har faktisk planer om at forbedre brugergrænsefladen på Deck, så brugere kan tilføje ikke-Steam-spil til den primære brugergrænseflade.


Hvilken kerneversion bruges på SteamOS 3.0?

Vi forsøger altid at opdatere til den seneste kerneversion. Lige nu bruger vi 5.13, og vi arbejder på at opdatere til 5.15. Vi vil fremadrettet opdatere til den seneste version. 


Har SteamOS et skrivebeskyttet OS-filsystem, som ikke kan ændres?

Ja. Som standard bliver OS-opdateringer distribueret som en komplet OS-afbildning. Vi anbefaler at installere yderligere applikationer via Flatpak for at undgå problemer. Hvad kunder ønsker at gøre mere, end Flatpak giver mulighed for, kan de deaktivere skrivebeskyttelsen. Vi anbefaler dog ikke at gøre dette, da det kan bringe Steam Decken i en dårlig tilstand eller kompromittere deres data. Derudover risikerer man, at det, der installeres uden for Flatpak (f.eks. via pacman), fjernes med den næste SteamOS-opdatering. Mere om dette her.


Vil det forårsage nogen problemer i eksisterende spil, at systemet er Wayland-baseret, eller er der nogen manglende funktioner, som man bør kende til?

Der er ikke nogen kendte forskelle i funktionaliteten eller problemer med ydeevnen, men hvis brugerne oplever problemer, vil vi undersøge dem.


Har Valve noget samarbejde med førende udviklere af spilmotorer såsom Epic Games eller Unity i forbindelse med Steam Decks udvikling?

Ja, vi arbejder sammen med både Unity og Epic for at sikre, at både Unreal- og Unity-motorer har integreringer, som gør udviklingsoplevelsen for Deck så problemfri som muligt. Vi forventer, at der med tiden udgives flere af disse forbedringer, så spilmotorerne integreres yderligere med vores udviklingsværktøjer, og så spilmotorerne bliver attraktive at udvikle på til Steam Deck. Der er allerede en ret god brugeroplevelse for Unity- og Unreal-udviklere fra start af.


Kan spiludviklere bruge mere end 1 GB af GPU-hukommelsen til teksturer, knuder og andre buffere, eller er den nævnte 1 GB VRAM den maksimale grænse?

Der er klart mere end 1 GB tilgængelig til brug af GPU'en. Lige nu kan op til 8 GB deles, og dette er en mængde, som kan ændres fra spil til spil.


Foretrækker Valve, at spil anvender Proton, eller at de har indbygget Linux-understøttelse

Valve har ikke nogen præference. Det afhænger af, hvad der giver den bedste oplevelse. Så hvis det er nemmere for en udvikler at opnå den bedste brugeroplevelse gennem Proton, så er det fint. Hvis en udvikler har forståelsen og resurserne til at levere et build med indbygget Linux-understøttelse, som giver en god brugeroplevelse, og som har den forventede funktionalitet, og de er i stand til at vedligeholde det, så synes vi, det er endnu bedre.


Er der en standardiseret måde at rapportere problemer med Proton til Valve?

Ja, det officielle sted er gennem Proton Github, hvor de fleste problemer diskuteres og rapporteres. Men hvis en udvikler foretrækker det, kan de os tage fat i os direkte gennem Steamworks-forummerne eller snakke med andre udviklerkontakter.

Sammenfatning


Kan I give en mere specifik dato for, hvornår SteamOS 3 udkommer?

Lige nu fokuserer vi på at færdiggøre det hele til Steam Decks udgivelse, så der er på nuværende tidspunkt ikke fastlagt en dato. Men vi regner ikke med, at det sker, før Steam Deck bliver afsendt til kunderne.


Når der testes for kompatibilitet med operativsystemet på Steam Deck, skal vi så bruge SteamOS, eller vil der være en version af Steam Decks operativsystem tilgængelig til at downloade?

Vi anbefaler ikke at bruge SteamOS 2.0 til testning. Det tætteste lige nu er Manjaro KDE, da det er Arch Linux (ligesom Steam Deck) og også anvender KDE. Læs mere her for detaljerede instruktioner. På et senere tidspunkt regner vi med at gøre en imagefil tilgængelig, som vil inkorporere flere af delene, som er inkluderet i Steam Decks operativsystem (såsom gamescope og muligvis brugergrænseflade for gamepad) til bedre 1:1-testning.


Hvornår bliver Steam Deck tilgængelig i flere lande?

Vi er stadigvæk i gang med at færdiggøre planerne for udgivelse i mange andre lande og områder. Vi kan ikke offentliggøre eller bekræfte noget endnu, men vi kan sige, at vi arbejder i højdrift på at gøre Steam Deck tilgængelig i Australien.


Er Valve interesseret i spil, som kun udgives til Steam Deck?

Nej, det giver ikke meget mening for os. Det er en PC, og den bør kunne spille spil ligesom en PC.


Når en udvikler indsender et spil til gennemgang til Steam Deck, hvor lang tid tager det så at få resultaterne?

Vi regner med at kunne meddele om resultatet inden for en uge efter indsendelsen. Når det så er sagt, så regner vi med, at denne tidsramme vil variere afhængigt af antallet af afventende spil og disses kompleksitet. Læs mere her.


Hvad er det for en hvid Steam Deck med Portal-tema i baggrunden?

Den er fed, ik'? Det var en af de (mange) prototyper, som vi gik i gennem, før vi landede på vores endelige design. Vi er også vilde med den, men vi kan i øjeblikket ikke udgive den. Vi vil i fremtiden kigge på andre farvemuligheder, men det har lange udsigter lige nu, så vi kan ikke annoncere noget i dag.


Hvordan beslutter I, hvem der får et udviklersæt?

Vi kigger på, hvilke titler der bliver spillet mest af de spillere, som har reserveret en Steam Deck, samt generel interesse fra fællesskabet. Udviklerne af disse spil får førsteprioritet til udviklersæt. 


Hvordan bliver vores spil "Steam Deck Verified" og derefter vist i Steam Deck-butikken?

Det vigtige her er, at jeres spil bliver gennemgået af vores testteam (enten automatisk eller ved at I indsender det til gennemgang). De kompatibilitetstjekker en masse funktioner med Steam Deck såsom controller-understøttelse, læsbarhed, ydeevne og systemunderstøttelse. Derefter bliver jeres produkt kategoriseret som "Deck Verified", som bliver vist i butikken på Steam Deck (samt i biblioteket). Alle andre titler vil også være synlige i butikken, uanset om de er blevet kategoriseret som "Deck Verified" eller ej. Disse vises i en fane ved siden af. Læs mere om hele processen her.


Hvilken feedback modtager man i rapporten fra "Deck Verified"?

Man kan se den overordnede kategorisering, samt hvilke punkter der bestod eller fejlede (de fleste af disse punkter kan kunderne også se). Man kan desuden se et ekstra felt kun for udviklere med testernes noter eller uddybninger, hvor det er relevant.


Bliver min "Steam Deck Verified"-kategori vist på butikssider, når kunderne søger på en PC eller en anden enhed, som ikke er en Deck?

Hvis man har en Steam Deck, vil man se en titels "Deck Verified"-kategori på spillet oplysningsside. Alle (inklusive Deck-kunder) vil se kategoriens resultater, og disse kan søges efter som tags i butikssøgningen. Men ellers vil man ikke se disse oplysninger, hvis ikke man bruger en Steam Deck.


I nævnte, at I snakker med Unity og Epic, men snakker I også med Godot?

Ja, vi snakker også med Godot, og vi arbejder aktivt på at få deres spilmotor til at fungere godt med Steam Deck.


Hvor mange lydkanaler understøtter Steam Deck?

Vi understøtter to, når man bruger de indbyggere højtalere, men vi understøtter flere kanaler, hvis man bruger HDMI eller Bluetooth.


Bliver det muligt at installere eksterne apps på Steam Deck uden at skulle skifte til udviklertilstand?

Ja. Man vil kunne installere eksterne apps via Flatpak eller andet software uden at skulle skifte til udviklertilstand.