Steamworks-dokumentation
Præsentationssider til festivaler og konferencer
Fra tid til anden spørger begivenhedsarrangører om at hoste en landingsside på Steam, hvor de samler og promoverer et antal spil, mens de præsenteres på en fysisk eller digital udstilling. Vi er som udgangspunkt interesserede i at understøtte sådanne landingssider, men hvordan vi gør det, afhænger af begivenhedens størrelse og type.

I mange tilfælde kan vi give begivenhedsarrangørerne værktøjerne til at skabe og administrere en landingsside på Steam, hvor de kan tilføje og arrangere de deltagende spil på en måde, som giver mening for deres begivenhed.

Synlighed og promovering på Steam er derefter en separat samtale. Der er nogle store, globale begivenheder såsom E3, gamescom og PAX, som mange spillere kender og forstår. Det er nemt for os at hjælpe med at promovere landingssider til disse begivenheder, eftersom der er en klar og bred spillerinteresse. For begivenheder med mere regionalt fokus er vi nødt til at se på hvert enkelt tilfælde for at finde ud af, hvordan markedsføring på Steam skal håndteres.

Sådan designes en præsentationsside

Her er nogle anbefalinger for at give din præsentationsside den bedste chance for succes og opmærksomhed:
  • Planlæg forud: Vi anbefaler som regel at starte planlægningen mindst tre måneder i forvejen. Husk, at der er 30 dages nedkøling mellem spilrabatter, så det er vigtigt at give udviklerne tid til at planlægge. Større spilsamlinger kræver måske endnu længere gennemløbstid for at koordinere alle deltagerne.
  • Beskriv hele din plan: Overvejer du i forvejen måder at promovere den overordnede begivenhed på? Vil spil, som deltager, være på tilbud? Vil livestreaminger eller demoer være en del af begivenheden? Vi kan bedre forstå den overordnede plan, og hvordan Steam passer ind i den, hvis du beskriver den større sammenhæng, og hvordan din begivenhed passer i forhold til andre aktiviteter.
  • Beskriv, hvad der gør begivenheden attraktiv: Hvad er festivalen eller konferencens fokus? Hvordan skiller den sig ud fra andre lignende begivenheder i forhold til design eller særlige karakteristika for kunder? Er de deltagende spiludviklere interesserede i at give rabat på deres spil? Indgår der også spændende kommende spil?

Regler

Når du vil lave en præsentationsside, er dette de primære ting, du skal vide og være indforstået med:
  1. Muligheden for at afholde en begivenhed på Steam, brug af redigeringsværktøjerne til udsalgssider og eventuelle kampagner på Steam er op til Valve.
  2. Din landingsside skal tydeligt forklare både begivenheden og gruppen, som organiserer den.
    • Derudover skal alle bannere, som bruges på Steam (inklusive bannere til butikssider), også tydeligt beskrive navnet på begivenheden, og hvem der arrangerer den.
    • Undlad at kalde begivenheden for en "____-festival", medmindre begivenheden tidligere er blevet kaldt det forud for en kampagne på Steam.
  3. Medmindre det udtrykkeligt aftales med Valve, kan vi ikke love specifik synlighed i Steam-butikken til begivenheden. Markedsføringen vil være 100% op til dig og de involverede spiludviklere. I nogle tilfælde vælger vi at hjælpe med at promovere begivenheder, men som regel kan vi ikke træffe en sådan beslutning, før vi ved, hvilke spil du tilmelder begivenheden, begivenhedens omfang, og om der er andre sideløbende kampagner eller aktiviteter.
  4. Hvis Valve vælger at promovere din side i Steam-butikken:
    • Broadcasting: Vi skal godkende, hvilket broadcastingindhold der bliver vist. Der er normalt ingen problemer med brancheforedrag eller spilannonceringer, men eftersom vi ikke sælger annonceplads på Steam, vil vi gerne informeres om (og godkende) sponsorlogoer eller mulige reklamer for andre brands eller butikker, inden begivenheden starter.
    • Alle grafiske bannere og billeder skal sendes til Valve som lagdelte .psd-filer mindst en uge i forvejen af hensyn til oversættelse.
  5. Produktsidebanner: Dette banner vises på butikssider for de spil, som indgår i begivenheden, og giver lidt cross promotion-værdi.
    • Du kan kun bruge bannere på butikssiden, hvis alle spiludviklere, som har et spil på din udsalgsside, kender til og har godkendt disse bannere. Med andre ord bør det ikke være en overraskelse for nogen udviklere, at dit banner vises i toppen af deres spils butiksside.
    • De eneste sponsorlogoer, som accepteres til visning i bannere på butikssiden, er for sponsorer af navnet/titlen på selve begivenheden. Hvis navnet, som almindeligvis bruges til din begivenhed andre steder, inkluderer et sponsornavn, så er det okay at inkludere dette på et banner på butikssiden (eksempelvis er "Indie Game Festival præsenteret af BrandX" eller "BrandX's Indie Game Festival" acceptabelt).
  6. Når det gælder deltagere:
    • Det er fint at fortælle deltagerne, at din begivenhed vil have en landingsside på Steam, men du bør ikke love en bestemt grad af synlighed på din side eller på Steam.
    • Du må ikke tage betaling for fremhævning af deltagere på udsalgssiden.

Adgang til udsalgsværktøjer

Når vi har vurderet, at din foreslåede begivenhed egner sig til at køre på Steam, kan vi give dig adgang til vores udsalgsværktøjer. Med disse værktøjer kan du definere en liste med deltagende spil, oprette underkategorier til at organisere dem i (hvis det er relevant) og uploade dine egne illustrationer til sidebaggrunden og tilhørende markedsføringsbannere.

Her er en beskrivelse af udsalgsværktøjerne.

Og de nødvendige assets, der som minimum kræves til en udsalgsside.

Hvis vi siger ja til at oprette en landingsside til udsalget, betyder det ikke nødvendigvis, at vi kan fremhæve din begivenhed på Steams startside.

Sådan opretter du en ny udsalgsside

  1. Opret en Steam-fællesskabsgruppe med navnet på din organisation eller begivenhed
  2. Giv din kontaktperson hos Valve besked om gruppens URL-adresse. Valve aktiverer derefter udsalgsværktøjerne for begivenheden under din gruppe.

Rabatter

Generelt for organiserede begivenheder kan deltagende udviklere godt lide at køre rabat på deres spil, mens de promoveres. Det er ikke et krav fra vores side, og hvis nogle af spillene i din begivenhed vælger at køre med fuld pris, er det helt i orden. Men det er vores erfaring, at de fleste spil vælger at benytte sig af den ekstra synlighed med en rabat.

Husk, at der er 30 dages nedkøling mellem spilrabatter, så det er vigtigt at give udviklerne tid til at planlægge.

I stedet for at en gruppe spilstudier skal indsende deres egne rabatter, kan Steam oprette én rabatbegivenhed og konfigurere den, så den vises for de deltagende spil og spilstudier. På denne måde kan de tilføje rabatter for dette udsalg via rabatdashboardet ligesom med andre store udsalgsbegivenheder såsom Steam-sommerudsalget, og de kan være sikre på, at start- og slutdatoen er korrekte.

For at gøre dette skal du sende et regneark til os med app-ID'et på hvert spil, som deltager. Oplys app-ID'erne i regnearket med én række pr. spil, når du har den endelige deltagerliste. Det er en god idé at gøre deltagerlisten færdig mindst to måneder i forvejen for at sikre, at deltagerne kan planlægge deres rabatstrategi i forhold til tidspunktet for din begivenhed.

Begivenhedens synlighed

Fremhævning

Det er ikke muligt at fremhæve alle temabegivenheder på en stor måde på Steams hjemmeside. Nogle meget vigtige temaer med mange velkendte udgivelser kan fungere godt på en plads som weekendtilbud. Andre mindre temaer med færre velkendte spil kan fremhæves som dagens tilbud. Og så er der temaer, som bare ikke har et spiludvalg, som er attraktivt nok for os til at berettige eksponering for alle kunder på platformen.

Før vi kan forpligte os til at promovere en temaudsalgsbegivenhed på en bestemt måde, skal vi have et ret godt billede af, hvilke spil der deltager og har rabat. Vi skal bruge en liste over de spil, du påtænker at have med i begivenheden, og som du forventer, vil være på tilbud, mindst 2 måneder i forvejen, da vores markedsføringskalender fyldes hurtigt.

Side med særtilbud

Alle udsalgsbegivenheder vises automatisk i sektionen "Særlige begivenheder" på siden Særtilbud for spillere, som er interesserede i gode tilbud på spil.

Organisk synlighed

Steam er allerede bygget til at udnytte netværksfordelene ved at køre denne slags udsalg: Når du laver din udsalgsside og inkluderer spil, som har sagt ja til at være med, kan du oprette et "butikssidebanner", som vises på butikssiden for hvert af de deltagende spil. Når de deltagende spil starter deres egne rabatter, kan spillere nemt finde vej fra individuelle spil tilbage til begivenhedens hovedside, hvor de finder alle de relaterede spil.

Udgivelse af landingssiden

Inden du udgiver landingssiden, så spillere kan se den, skal du sikre, at den er blevet gennemgået og godkendt af din kontaktperson hos Valve. Giv os venligst mindst 7 dage til at komme med feedback eller bede om ændringer.

Vi kan også hjælpe med at oversætte siden til flere sprog, hvis vi er interesserede i at promovere begivenheden mere bredt på Steam. I så tilfælde har vi brug for lagdelte designfiler og eventuelle brugerdefinerede skrifttyper, som du har brugt i designet.

Eksempler

Spørgsmål?

https://help.steampowered.com/da/wizard/HelpWithPublishing?issueid=927

Vil du gerne komme i gang?

Hvis alt dette lyder interessant, kan du starte processen ved at følge denne URL-adresse og svare på spørgsmålene: https://help.steampowered.com/da/wizard/HelpWithPublishing?issueid=938