Steamworks-dokumentation
Regionale kampagner
Spiludviklere spørger af og til om at afholde en regional kampagne på Steam, hvor de samler og promoverer spil lavet i en bestemt by eller et bestemt område eller land. Disse kampagner er helt sikkert en god måde for spillere at lære mere om, hvor deres spil er fra, og at opdage nye spil, men vi kan ikke afholde hver eneste begivenhed, der bliver foreslået, og vi kan heller ikke behandle alle regionale kampagner ens.

Nogle regioner har et meget større udbud af spil og et meget mere robust udviklermiljø. Disse faktorer gør helt naturligt en kampagne relevant for en stor del af Steams spillerbase. På den anden side har nogle regioner et meget mindre udviklermiljø og producerer færre spil, hvilket gør det mindre sandsynligt, at en kampagne vil inkludere spil, som er interessante for mange spillere.

Disse begivenheder arrangeres som regel af en spiludviklerforening eller i det mindste nogen, som har mange kontakter i det lokale spiludviklingsmiljø og har de nødvendige forbindelser til at sikre, at begivenheden kan rumme alle udviklere i regionen, som ønsker at deltage.

Sådan designer du en regional kampagne

Her er et par ting, der er værd at huske, så du giver din kampagne den bedste chance for succes og for at fange vores opmærksomhed:
  • Planlæg forud: Vi anbefaler som regel at starte planlægningen af kampagnen mindst tre måneder i forvejen. Husk, at der er 28 dages nedkøling mellem spilrabatter, så det er vigtigt at give udviklerne tid til at planlægge. Større spilsamlinger kræver måske endnu længere forberedelsestid for at koordinere alle deltagerne.
  • Beskriv hele din plan: Overvejer du andre måder at gøre opmærksom på begivenheden? Falder begivenheden sammen med en helligdag eller en anden særlig begivenhed? Vi kan bedre forstå den overordnede plan, og hvordan Steam passer ind i den, hvis du beskriver den større sammenhæng, og hvordan din begivenhed passer i forhold til andre aktiviteter.
  • Beskriv, hvad der gør begivenheden attraktiv: Selvfølgelig laver du spil inden for et bestemt område, men hvilke bemærkelsesværdige spil kunne spillere have hørt om, som ville tiltrække deres opmærksomhed? Hvordan adskiller din begivenhed sig fra andre lignende begivenheder med hensyn til design eller særlige egenskaber? Er de deltagende spiludviklere interesserede i at give rabat på deres spil? Indgår der også spændende kommende spil?

Regler

Når du vil lave en regional begivenhed for din by/dit land, er der nogle ting, du skal vide og være indforstået med:
  1. Muligheden for at afholde en begivenhed på Steam, brug af redigeringsværktøjerne til udsalgssider og eventuelle kampagner på Steam er op til Valve.
  2. Din landingsside skal tydeligt forklare både begivenheden og gruppen, som organiserer den.
    • Derudover skal alle bannere, som bruges på Steam (inklusive bannere til butikssider), også tydeligt beskrive navnet på begivenheden, og hvem der arrangerer den.
    • Undlad at kalde begivenheden for en "____-festival", medmindre begivenheden tidligere er blevet kaldt det forud for en kampagne på Steam.
  3. Medmindre det udtrykkeligt aftales med Valve, kan vi ikke love specifik synlighed i Steam-butikken til begivenheden. Markedsføringen vil være 100% op til dig og de involverede spiludviklere. I nogle tilfælde vælger vi at hjælpe med at promovere begivenheder, men som regel kan vi ikke træffe en sådan beslutning, før vi ved, hvilke spil du tilmelder begivenheden, begivenhedens omfang, og om der er andre sideløbende kampagner eller aktiviteter.
  4. Hvis Valve vælger at promovere din side i Steam-butikken:
    • Broadcasting: Vi skal godkende, hvilket broadcastingindhold der bliver vist. Der er normalt ingen problemer med brancheforedrag eller spilannonceringer, men eftersom vi ikke sælger annonceplads på Steam, vil vi gerne informeres om (og godkende) sponsorlogoer eller mulige reklamer for andre brands eller butikker, inden begivenheden starter.
    • Alle grafiske bannere og billeder skal sendes til Valve som lagdelte .psd-filer mindst en uge i forvejen af hensyn til oversættelse.
  5. Produktsidebanner: Dette banner vises på butikssider for de spil, som indgår i begivenheden, og giver lidt cross promotion-værdi.
    • Du kan kun bruge bannere på butikssiden, hvis alle spiludviklere, som har et spil på din udsalgsside, kender til og har godkendt disse bannere. Med andre ord bør det ikke være en overraskelse for nogen udviklere, at dit banner vises i toppen af deres spils butiksside.
    • De eneste sponsorlogoer, som accepteres til visning i bannere på butikssiden, er for sponsorer af navnet/titlen på selve begivenheden. Hvis navnet, som almindeligvis bruges til din begivenhed andre steder, inkluderer et sponsornavn, så er det okay at inkludere dette på et banner på butikssiden (eksempelvis er "Indie Game Fest præsenteret af BrandX" eller "BrandX's Indie Game Fest" acceptabelt).
  6. Når det gælder deltagere:
    • Du må kun tilføje spil til udsalgssiden, hvis du har fået tilladelse af udvikleren eller udgiveren.
    • Begivenheden bør være åben for alle spil, som er udviklet i den by/det land, du har angivet. Valve kan ændre landingssiden, så den inkluderer yderligere spil fra udviklere, som anmoder om at deltage, men i de fleste tilfælde kommunikerer vi med dig om sådanne ændringer.
    • Det er fint at fortælle deltagerne, at din begivenhed vil have en landingsside på Steam, men du bør ikke love en bestemt grad af synlighed på din side eller på Steam.
    • Du må ikke tage betaling for fremhævning af deltagere på udsalgssiden.

Adgang til udsalgsværktøjer

Når vi har vurderet, at din foreslåede begivenhed egner sig til at køre på Steam, kan vi give dig adgang til vores udsalgsværktøjer. Med disse værktøjer kan du definere en liste med deltagende spil, oprette underkategorier til at organisere dem i (hvis det er relevant) og uploade dine egne illustrationer til sidebaggrunden og tilhørende markedsføringsbannere.

Her er en beskrivelse af udsalgsværktøjerne.

Og de nødvendige assets, der som minimum kræves til en udsalgsside.

Hvis vi siger ja til at oprette en landingsside til udsalget, betyder det ikke nødvendigvis, at vi kan fremhæve din begivenhed på Steams startside.

Sådan opretter du en ny udsalgsside

  1. Opret en Steam-fællesskabsgruppe med navnet på din organisation eller begivenhed.
  2. Giv din kontaktperson hos Valve besked om gruppens URL-adresse. Valve aktiverer derefter udsalgsværktøjerne for begivenheden under din gruppe.

Rabatter

Generelt for organiserede begivenheder kan deltagende udviklere godt lide at køre rabat på deres spil, mens de promoveres. Det er ikke et krav fra vores side, og hvis nogle af spillene i din begivenhed vælger at køre med fuld pris, er det helt i orden. Men det er vores erfaring, at de fleste spil vælger at benytte sig af den ekstra synlighed med en rabat.

I stedet for at en gruppe spilstudier skal indsende deres egne rabatter, kan Steam oprette én rabatbegivenhed og konfigurere den, så den vises for de deltagende spil og spilstudier. På denne måde kan de tilføje rabatter for dette udsalg via rabatdashboardet ligesom med andre store udsalgsbegivenheder såsom Steam-sommerudsalget, og de kan være sikre på, at start- og slutdatoen er korrekte.

For at gøre dette skal du sende et regneark til os med app-ID'et på hvert spil, som deltager. Oplys app-ID'erne i regnearket med én række pr. spil, når du har den endelige deltagerliste. Det er en god idé at gøre deltagerlisten færdig mindst to måneder i forvejen for at sikre, at deltagerne kan planlægge deres rabatstrategi i forhold til tidspunktet for din begivenhed.

Synlighed for begivenheder

Fremhævning

Det er ikke muligt at fremhæve alle regionale begivenheder på Steams hjemmeside. Nogle meget vigtige regioner med mange velkendte udgivelser kan fungere godt på en plads som weekendtilbud. Andre mindre regioner med færre velkendte spil kan fremhæves som dagens tilbud. Og så er der regioner, som bare ikke har et spiludvalg, som er attraktivt nok for os til at berettige eksponering for alle kunder på platformen.

Før vi kan forpligte os til at promovere en regional udsalgsbegivenhed på en bestemt måde, skal vi have et ret godt billede af, hvilke spil der deltager og har rabat.

Side med særtilbud

Alle udsalgsbegivenheder vises automatisk i sektionen "Særlige begivenheder" på siden Særtilbud for spillere, som er interesserede i gode tilbud på spil.

Organisk synlighed

Steam er allerede bygget til at udnytte netværksfordelene ved at køre denne slags udsalg: Når du laver din udsalgsside og inkluderer spil, som har sagt ja til at være med, kan du oprette et "butikssidebanner", som vises på butikssiden for hvert af de deltagende spil. Når de deltagende spil starter deres egne rabatter, kan spillere nemt finde vej fra individuelle spil tilbage til begivenhedens hovedside, hvor de finder alle de relaterede spil.

Eksempler

Her kan du få inspiration fra andre regionale begivenheder, vi har haft tidligere:

Spørgsmål?

https://help.steampowered.com/da/wizard/HelpWithPublishing?issueid=933

Klar til at komme i gang?

Hvis alt dette lyder interessant, kan du starte processen ved at følge denne URL-adresse og svare på spørgsmålene: https://help.steampowered.com/da/wizard/HelpWithPublishing?issueid=938