Steamworks-dokumentation
Platforme

Oversigt

Dette afsnit beskriver den generelle arbejdsgang og de indstillinger, der er nødvendige for at udgive din applikation på flere operativsystemer.

Steam understøtter Windows, macOS og Linux (SteamOS).

Du kan få vist platformbrugsstatistik fra Steam-hardwareundersøgelsen som en hjælp til at træffe beslutninger om de platforme, du vil understøtte.

Microsoft Windows

Steam understøtter officielt Windows 7 og nyere. Pr. januar 2019 understøtter Steam ikke længere Windows XP og Windows Vista.

Besøg Steamworks-udviklingsdiskussionerne - Windows.

Apple macOS

Steam understøtter officielt Intel Mac, OS X version 10.11 (El Capitan) og nyere.

Notarbekræftelse
Fra og med 14. oktober 2019 kræver Steam, at alle nye macOS-applikationer er 64-bit og notarbekræftes af Apple. Hvis din Mac-applikation allerede understøtter 64 bit, skal du logge på Steamworks og markere feltet "macOS" -> "64-bit binære filer er inkluderet" i sektionen "Understøttede operativsystemer" for din applikation. Dette sikrer, at din macOS-applikation vises som kompatibel for brugere, som kører Steam på macOS 10.15.



Du kan læse mere om Apples plan om at droppe understøttelse af 32-bit Mac-applikationer i supportartiklen HER.

Hvis du ikke kender til Apples krav om 64 bit eller notarbekræftelsesprocessen i macOS, kan du læse mere om det HER.

Hvis din 64-bit Mac-applikation allerede er blevet notarbekræftet af Apple, skal du også markere feltet "Appbundter er notarbekræftet" i Steamworks.

Rettigheder
Understøttelse til 10.15 (Catalina) kræver tilføjelse af rettigheder til din build-konfiguration
  • com.apple.security.cs.disable-library-validation (tillader indlæsning af Steamworks SDK-biblioteket og overlay-biblioteket)
  • com.apple.security.cs.allow-dyld-environment-variables (gør, at overlay-biblioteket kan indsættes i spilprocessen)
Bemærk: Steam er p.t. ikke kompatibel med rettigheden com.apple.security.app-sandbox. Da denne rettighed er påkrævet til Mac App Store, skal du kontrollere, at den ikke er angivet i buildet, som uploades til Steam, hvis du laver builds til begge steder.

Du kan finde yderligere oplysninger om disse rettigheder og andre applikationsrelaterede sikkerhedsoplysninger HER.

32-bit Mac-applikationer
Steam-brugere, som har købt ældre 32-bit Mac-applikationer, har stadig en licens til applikationerne på Steam og vil stadig kunne tilgå dem i deres Steam-bibliotek. MacOS 32-bit applikationer vil fortsat fungere på macOS 10.14 Mojave og ældre macOS-versioner. Derudover er Steam-brugere beskyttet af Steam Play og vil kunne spille spillene på andre understøttede platforme, uden at det koster ekstra. Du kan læse mere om, hvordan brugere kan fortsætte med at spille spil i deres Steam-bibliotek på Mac-computere HER.

Linux og SteamOS

Steam understøtter officielt kun Ubuntu med Ubuntu 12.04 LTS eller nyere og SteamOS, men Steam for Linux-fællesskabet er meget opfindsomt og har haft held til at køre Steam på en lang række forskellige distributioner. Valve er indforstået med disse aktiviteter, men støtter dem ikke officielt og yder ikke support på dem. Steam på Linux understøtter både x86 og x64, og det anbefales på det kraftigste, at du leverer 64-bit binærdata, da størstedelen af brugerne bruger disse.

Github-siden Steam for Linux Client er meget aktiv og indeholder fejlsporingsværktøjet til Linux Steam-klienten.

Se Udvikling på SteamOS og Linux for at få yderligere oplysninger om at komme i gang.

Søg efter Linux- og SteamOS-specifik dokumentation, eller besøg Steamworks-udviklingsdiskussionerne for Linux og SteamOS, hvis du har brug for yderligere hjælp til Linux og SteamOS.

Steamworks-videoguide - Tilføjelse af nye platforme og sprog

Denne guide fører dig igennem tilføjelse af nye platforme og sprog til dit spil ved tilføjelse af supplerende depoter til din app.
https://www.youtube.com/watch?v=PShS32hcing

Bygning og testning

Generel hjælp til opbygning af depoter og forberedelse af indhold fremgår af Upload til Steam
  1. I Steamworks-indstillingerne til din applikation kan du oprette depoter til de nye operativsystemer i sektionen Oprettelse og tilføjelse af depoter (under "SteamPipe"-fanen > Depoter).

    Gem denne ændring.
    BEMÆRK: Afkryds ikke felterne under Understøttede operativsystemer på fanen Generelle applikationsindstillinger endnu; dette skal først gøres, når du er klar til at udgive.
  2. Opret et Steam-build til disse nye depoter.
  3. Angiv det pågældende build som en beta-gren med adgangskode.
  4. Opdater din automatisk tildelte pakke, så den indeholder disse nye depoter, og så Steam lader dig downloade filerne. Du kan finde dine automatisk tildelte pakke på siden Tilknyttede pakker og DLC.
  5. Test de nye versioner på det operativsystem, du vil målrette produktet til.

Udgivelse

Når du er klar til at udgive, skal du sikre dig, at du tilføjer de nødvendige depoter til eventuelle offentlige pakker, og at du opdaterer din butiksside, så den afspejler det nye tilgængelige indhold.
  1. Føj de nye depoter til alle spillets eksisterende pakker (så brugerne får dem). Du kan få vist alle pakkerne, som er knyttet til din applikation, på siden Tilknyttede pakker og DLC.
  2. I Steamworks-indstillingerne for din app skal du afkrydse de relevante operativsystemfelter under Understøttede operativsystemer.
  3. Rediger din butiksside, og afkryds de relevante operativsystemfelter på fanen "Grundlæggende oplysninger".
  4. Rul derefter nedad, og indtast de tilsvarende systemkrav. Kontrollér din butiksside, og udgiv derefter dine ændringer, når du er tilfreds med systemkravenes udseende.
  5. Vend til sidst tilbage til din side med Steamworks-indstillinger, og flyt dit build til Standard-grenen. (Under fanen SteamPipe > Depoter)
  6. Gå over til Steam-fællesskabshubben for din applikation, og offentliggør en bekendtgørelse for at lade eksisterende og potentielle kunder vide, at du har foretaget opdateringer!