Steamworks-dokumentation
UTM-analyser
https://www.youtube.com/watch?v=K-qmYY69kqI

UTM-analyser i Steamworks giver dig indsigt i effektiviteten af dine UTM-kampagner. Du kan bruge UTM-parametre i et link med din Steam-butiksside som destinationsadresse, og så viser Steamworks effektiviteten af linket.

Hvad er UTM?

UTM (Urchin Tracking Module) er en industristandardtilgang til at måle, om kunder klikker på bestemte links i dine markedsføringskampagner. Et link, der anvender UTM, har parametre med særlige navne efter linkets destinationsadresse. Disse parametre gør det tydeligt, hvilket link der blev klikket på, når en kunde besøger destinationsadressen. Mere information om UTM kan findes her: https://en.wikipedia.org/wiki/UTM_parameters

Sådan fungerer det

Steamworks registrerer UTM-parametre, når en kunde besøger dit spils butiksside og foretager en handling såsom at købe eller tilføje et produkt til sin ønskeliste. Et dashboard i Steamworks viser denne UTM-information, så du kan evaluere effektiviteten af dine kampagner.

Der er tre sektioner i rapporten: en oversigt over den samlede trafik og konverteringer, en graf med den samlede trafik og konverteringer over tid samt en oversigtstabel, der viser effektiviteten af hver unikke kombination af UTM-parametre. Der er et sæt filtre foroven til at indskrænke dataene til bestemte UTM-parametre samt downloade dataene i en .csv-fil.

utm-example-update-2023.png

Privatliv

For at beskytte kunders privatliv gemmes oplysninger i oversigtsformat uden personlige data. Dette giver dig mulighed for at se effektiviteten af dine kampagner og samtidigt beskytte dine kunders privatliv. Her er flere oplysninger om, hvordan Steam beskytter kunders privatliv:
  • Steam-ID'er eller andre personlige oplysninger vil aldrig blive inkluderet eller gjort tilgængelige
  • Vi viser kun besøgs- og konverteringsdata i samlet form
  • Vi viser ikke unikke UTM-kombinationer i oversigtstabellen, hvis bestemte minimumstærskler for besøg ikke er opfyldt.
  • Der er ikke konverteringssporing for UTM-besøg, hvis kunden ikke er logget på og afviser valgfrie cookies

Nødvendige Steamworks-tilladelser

Adgang til UTM-rapporter er forbeholdt Steamworks-konti med rettigheden "Se data om marketingtrafik" til dit spil.

Sporede besøg

Der spores fire besøgstyper til UTM-analyser:
  • Besøg i alt: Det samlede antal besøg på din produktside, som har en UTM-kode i URL'en.
  • Pålidelige besøg: En delmængde af "Besøg i alt", eksklusive bottrafik og søgecrawlere.
  • Sporede besøg: Det samlede antal besøg på din produktside fra brugere, der var logget ind. Ekskluderer trafik, som virker usædvanlig, såsom gentagne besøg med høj hyppighed.

Konverteringer

Når brugere besøger din butiksside via et UTM-link og logger på Steam, øger Steamworks antallet af "Sporede besøg" og rapporterer også konverteringer for disse brugere.

Følgende konverteringstyper rapporteres:
  • Ønskeliste: Kunden tilføjer dit spil til sin ønskeliste
  • Køb: Kunden har købt dit spil
  • Aktiveringer: Kunden har anskaffet en licens til dit gratis spil eller indløst en nøgle til at anskaffe spillet

Konverteringsperiode

Steam tæller ovenstående handlinger som en konvertering, hvis brugerne foretager handlingen indenfor 72 timer, fra de klikker på dit UTM-link, også selvom de besøger andre sider i mellemtiden.

Eksempel

Her er et eksempel på et link til en Steam-butiksside med korrekt formaterede UTM-parametre:
https://store.steampowered.com/app/480?utm_source=homepage&utm_campaign=summer_sale&utm_medium=web

Hvis kunder klikkede på linket 20 gange, ville UTM-analyserapporten for app-ID 480 vise 20 besøg i kolonnen "Besøg i alt" for denne unikke kombination af utm_source, utm_campaign og utm_medium.

clicks_conversions.png

Rapporten viser også, at 6 af 20 besøg var fra kunder, som var logget på Steam. Steamworks tilskrev 2 ønskelistetilføjelser og 1 køb til de 6 "Sporede besøg".

Sådan kommer du i gang

UTM-analyser i Steamworks er allerede aktiveret for dit spil. Sådan kommer du i gang:

Se rapporten

Du kan tilgå UTM-dashboardet via en fane i sektionen "Markedsføring og synlighed" for dit spil. Hvis du ikke ser fanen "UTM-analyser", skal du kontrollere, at du har tilladelsen "Se data om marketingtrafik" for spillet, da denne tilladelse er påkrævet.

utm_tabs.png

Opret et link

Links med UTM-parametre registreres af Steam, hvis følgende kriterier er opfyldt:
  • Skal henvise til en app-side på Steam. Links til andre sider på Steam understøttes ikke p.t.
    store.steampowered.com/app/DIT_APP_ID
  • Skal inkludere parameteren utm_source eller utm_campaign
Komplet liste over understøttede UTM-parametre:
  • utm_source
  • utm_campaign
  • utm_medium
  • utm_content
  • utm_term

Brug en hvilken som helst kombination af bogstaver, tal og andre tegn, som understøttes i URL'er. Du kan tilføje et begreb til hver parameter til egne formål. Se eksemplet ovenfor.

Dataene fra UTM-analyser kan evalueres på to måder:
  • Grafen med data over tid og oversigtstabellen, som kan filtreres og sorteres
  • Download dataene som en .csv-fil, og brug den i dit foretrukne analyseværktøj

Test et link

Du kan teste, om dit link er gyldigt, ved at bruge værktøjet "Test et UTM-link", som er tilgængeligt i UTM-rapporten. Det er også en god idé at teste links i en webbrowser. Bemærk: Besøgstal på UTM-dashboardet opdateres hver time. Konverteringer afsluttes 4 dage efter besøget.

Ofte stillede spørgsmål

Sp. Hvorfor tilbyder Steam UTM-analyser?

Sv. Det var som svar på de mange anmodninger fra spiludviklere om værktøjer til UTM-analyser i Steamworks.

Sp. Hvorfor ser jeg ikke UTM-besøg for min kampagne?

Sv. Her er nogle mulige årsager:
  • Din Steam-konto har ikke tilladelsen "Se data om marketingtrafik". Se Administrer din Steamworks-konto > Gruppetilladelser for information om kontotilladelser.
  • Hvis din kampagne lige er startet, skal du vente på, at UTM-dashboardet opdateres. Antal besøg opdateres hver time.
  • Vi viser ikke unikke UTM-kombinationer i oversigtstabellen, hvis bestemte minimumstærskler for besøg ikke er opfyldt.
  • Der kan være et problem med linket. Brug værktøjet "Test et UTM-link" (som er tilgængeligt via en knap på UTM-dashboardet) til at tjekke, om dit link opfylder rapportkravene.

Sp. Hvad er sporede besøg?

Sv. Sporede besøg er brugere, som er logget på Steam i browseren, hvor de åbnede UTM-linket. Dette inkluderer også besøg fra UTM-links, som åbnes via Steam-mobilappen. Det er kun sporede besøg, der kan registreres som konverteringer (ønskeliste, køb, aktivering).

Sp. Tæller det som en konvertering, hvis en kunde køber et andet spil fra mit katalog?

Sv. På nuværende tidspunkt vil kun køb eller aktivering af app-ID'et i UTM-linket eller tilføjelse af det til kundens ønskeliste blive betragtet som en konvertering. Vi håber at udvide vores konverteringsdata til scenarier som dette.

Sp. Tæller det som en konvertering, hvis kunden downloader spildemoen eller DLC til spillet?

Sv. Download af demoer og DLC, som ikke inkluderer grundspillet, tælles i øjeblikket ikke som konverteringer for UTM-links til grundspillets side. Hvis en DLC-pakke inkluderer grundspillet, tælles det som en konvertering.

Sp. Sporer I konvertering via køb i spil?

Sv. Vi rapporterer i øjeblikket ikke konverteringer for køb i spil.

Sp. Sporer I konvertering fra CD-nøgler/Steam-detailnøgler?

Sv. Ja, disse konverteringer spores i sektionen "Aktiveringer" på UTM-dashboardet.

Sp. Sporer I konverteringer i playtest-applikationer?

Sv. Nej, vi sporer i øjeblikket ikke konverteringer i playtestapplikationer.

Sp. Understøtter I andre fællesskabs- og butikssidelinks såsom abonnement, kurator og bundt?

Sv. På nuværende tidspunkt understøttes kun appsider. Vi håber at kunne understøtte yderligere sidetyper i fremtiden.

Sp. Registreres UTM-links, hvis butikssiden åbner på en side med aldersspærring?

Sv. Ja. UTM-klikket registreres inden omdirigeringen til alderssiden. Kunder, som vælger at stoppe ved alderssiden, bliver stadig registreret for at have klikket på UTM-linket.

Sp. Hvilke enheder understøttes?

Sv. Enhver enhed, som har en moderne browser, der kan vise Steam-butikken. Dette inkluderer mobilenheder og tablets. I øjeblikket viser vi ikke, hvilke typer enheder kunder bruger, når de besøger butikssiden via et klik på et UTM-link. Hvis en bruger logger på Steam på sin mobilenhed, klikker på et UTM-link og derefter lægger noget til sin ønskeliste eller foretager et køb på en computer, registrerer vi dette som en konvertering.

Sp. Hvorfor er det samlede antal besøg forskelligt fra det, min tredjepart fortæller?

Sv. Der kan være forskelle mellem det samlede antal besøg, som Steam og en tredjepart rapporterer, da Steam øger antallet, hver gang kunden besøger et link med UTM-parametre i URL'en. Eksempler: Hvis kunder deler butikssiden med andre via et link med UTM-parametre eller besøger linket via deres browserhistorik. Vi er i gang med at evaluere, hvordan vi måler det samlede antal besøg, og vil opdatere denne dokumentation, hvis der sker nogen ændringer.

Sp. Kan jeg bruge UTM til at lave et "partnerprogram" eller belønne spillere?

Sv. Et partnerprogram er, når nogen modtager noget af værdi i bytte for at promovere dit spil. Steam tilbyder ikke et partnerprogram, men nogle udviklere er interesserede i at lave deres eget ved at håndtere kompensationen uden for Steam og bruge UTM til at spore handlinger. Vi anbefaler dog ikke at bruge UTM-parametre til at lave dit eget partner- eller belønningsprogram, da sådanne programmer ofte misbruges af kunder, som sidder på købet længe nok til at få belønningen for så derefter at bede om en refundering. Dette kan være svært at forhindre, fordi UTM-rapporten:
  • ikke viser, hvilke køb der hører til hvilke UTM-parametre, men kun det samlede antal køb for hvert unikke sæt UTM-parametre
  • ikke justerer det samlede beløb for refunderinger, der sker 4 dage efter UTM-besøget eller senere. Vi betragter et UTM-besøg som fuldstændig behandlet efter 4 dage.

Hvis du stadig er interesseret i at lave dit eget partnerprogram med UTM-links til din Steam-butiksside, skal du være opmærksom på følgende regler:
  • Følg alle gældende lovkrav. Bemærk, at lovkrav kan variere fra land til land.
  • Bed alle, som deltager i dit partnerprogram, om at sige dette videre til deres publikum.
  • Promover ikke partnerprogrammer på dit spils butiksside.