Steamworks-dokumentation
Gratis weekender
En anden markedsføringsfunktion i Steam er "gratis weekend", hvor kunder får midlertidig adgang til dit spil i en nærmere bestemt tidsperiode. Brugere kan prøve spillet gratis, men mister adgang, når perioden udløber, medmindre de køber spillet. Gratis weekender ledsages altid af en rabat og er en mulighed for spil, som opfylder kriterierne for kuraterede kampagner såsom dagens tilbud eller en fremhævning.

Her kan du læse det grundlæggende om, hvordan og hvorfor du skal benytte dig af en "gratis weekend".

Ofte stillede spørgsmål

Hvilke slags spil egner sig til en gratis weekend?

Typisk anbefaler vi at køre en gratis weekend på et produkt, der primært er en multiplayeroplevelse eller i det mindste har meget høj genspilningsværdi. Et fortællende eventyrspil på fem timer er sikkert ikke så velegnet, men et holdbaseret multiplayerskydespil er måske bedre. Tanken med gratis weekender er at introducere spillere for spillet og motivere dem til at blive faste kunder, så spil, der kan gennemføres eller vindes på et par dage, får nok ikke gavn af det.

Hvordan ved jeg, om en gratis weekend var en succes?

Vi har bygget nogle automatiske rapporter til gratis weekender, så du kan se en dataoversigt bagefter på portalen med salgs- og aktiveringsrapporter. De automatiske statistikker registrerer nye brugere, konverteringsrate og bruttoindtægter fra konverteringer.

Hvilke fordele kan jeg forvente fra en gratis weekend?

Den primære forventede fordel er en vis midlertidig stigning i spillere. Du skal dog tænke grundigt over, hvorfor kunder bør være interesserede i at prøve dit spil nu. Det er vigtigt at huske, at det ikke automatisk garanterer større interesse fra kunder, at noget er "gratis", for der er i forvejen altid hundredvis af gode spil, som er gratis. Derfor er det nødvendigt at kæde din gratis weekend sammen med en rabat på spillet og eventuelt noget spændende nyt indhold til eksisterende spillere for at skabe engagement for spillet igen.

Der er andre fordele ved en gratis weekend, som ikke umiddelbart kan måles – bl.a. gavner det fællesskabet at have en potentielt større spillerbase og alle dem, som køber spillet, bare fordi det er på udsalg eller bliver spillet af deres venner i øjeblikket, uanset tilbuddet om en gratis weekend.

Hvad modtager spillere helt præcist i en gratis weekend?

Som udgangspunkt er en gratis weekend-pakke en kopi af din almindelige butikspakke med de samme app-ID'er og depoter. Brugere kan lægge spillet til deres konto, installere det og spille det lige så meget, de vil, i løbet af den gratis weekend. Ved udgangen af den gratis weekend fjernes brugernes licens fra deres konto, og de kan ikke længere spille.

Hvad nu, hvis jeg vil begrænse adgangen eller indholdet til gratis weekend-spillere?

Der er et bestemt WebAPI-kald i ISteamApps-grænsefladen, som kan hjælpe med at identificere, om en spiller tilgår dit spil via den gratis weekend. Dette er dokumenteret her. Du kan bruge dette kald til at begrænse eller justere adgangen. For eksempel hvis du ønsker at gøre visse tilstande utilgængelige, ekskludere gratis weekend-spillere fra rangeret matchmaking, eller hvis du er bekymret for snyd eller negativ påvirkning af den eksisterende spillerbase. Det er ikke et krav at bruge denne API, men muligheden er der, hvis du mener, det er relevant for dit spil.

Jeg tror, mit spil vil være egnet til en gratis weekend. Hvordan konfigurerer jeg det?

Tænk først nøje over timingen og den rabat, du vil køre på spillet. Kontakt os mindst 3-4 uger i forvejen, når du har en klar plan. Fortæl os det ønskede tidspunkt, så kan vi bekræfte, om dit spil opfylder kriterierne for en gratis weekend.

Hvor længe varer gratis weekender?

Gratis weekender kører som regel fra torsdag kl. 19 til søndag kl. 22, med en rabat, der kører fra torsdag kl. 19 til mandag kl. 19. Vi kan være fleksible med hensyn til varigheden, hvis det er.

Hvordan promoveres min gratis weekend?

Under gratis weekender vises der en yderligere knap på dit spils butiksside, som giver brugere mulighed for at installere spillet. Diriger al ekstern promovering til dit spils butiksside. Som udgangspunkt vises gratis weekender ikke automatisk for Steam-kunder i øjeblikket.

Eftersom din gratis weekend ledsages af en rabat, får kunder også en ønskelistenotifikation om rabatten (hvis rabatten er mindst 20%), og spillet kan blive vist forskellige steder i Steam afhængigt af, hvor godt det sælger.

Kan gratis weekend-spillere skrive en anmeldelse af mit spil?

Ja, de kan godt skrive en anmeldelse, men den bliver kategoriseret som et ikke-Steam-køb. Så anmeldelsen kan læses af andre spillere, men tæller ikke med i spillets anmeldelsesscore.

Får gratis weekend-spillere byttekort-drop?

Nej. Spillere modtager ikke byttekort, medmindre de har købt spillet på Steam eller aktiveret en nøgle til spillet.