Steamworks-dokumentation
SteamVR til virksomheds-/myndighedsbrug
På denne side kan du finde retningslinjer for, hvordan du indhenter de nødvendige licenser og filer til brug af SteamVR-software og/eller Valve Index-hardware i et virksomheds- eller myndighedsmiljø.

Licensering

Den grundlæggende Steam-abonnentaftale dækker kun brug af Steam-softwaren i personligt, ikke-kommercielt øjemed. Hvis du har planer om at bruge SteamVR i kommercielt øjemed, skal du først finde ud af, om du vil gøre din installation tilgængelig for offentligheden, f.eks. i form af en VR-arkade-, skole- eller anden uddannelsesmæssig eller underholdningsmæssig installation, og om du vil bruge SteamVR internt, f.eks. til din virksomheds design- eller visualiseringsteams.
  • Hvis du vil have en offentlig installation, anbefaler vi, at du læser om Steams program til PC-caféer her og her. Dette giver dig mulighed for at bruge både SteamVR-runtime og visse Steam-spil i din offentlige installation.
  • Til anden kommerciel eller myndighedsbrug kan du registrere dig til en afgiftsfri licens til kommerciel/myndighedsbrug. Du kan downloade og gennemse en PDF-version på forhånd her. Licensen giver dig tilladelse til at kopiere SteamVR til din virksomheds eller myndigheds egen interne brug uden at have Steam installeret eller adgang til internettet. Licensen er kun tilgængelig online, ved at klikke på linket ovenfor. Det er ikke tilladt at lave ændringer i licensen.

Installation/brug af SteamVR i et miljø uden internetadgang

Mange virksomheds- eller myndighedsbrugere kan ikke bruge Steam-klienten til at tilgå SteamVR-runtime, særligt på grund af begrænset internetadgang bag virksomhedens firewall, eller på PC'er uden internetforbindelse.

For at løse dette problem kan du downloade en indledende kopi af SteamVR-runtime til en PC med fuld internetadgang og derefter kopiere den manuelt til destinationscomputerne. Du skal blot følge disse trin:
  • Installer og åbn Steam-klienten på en PC med fuld internetadgang.
  • I Steam-klienten skal du åbne sektionen "Bibliotek" og finde den del, der hedder "Værktøjer".
  • Find "SteamVR", og installer det.
  • Højreklik på "SteamVR". I det efterfølgende pop op-vindue skal du klikke på "Egenskaber".
  • Der åbnes et nyt vindue med flere faner. Vælg fanen "Installerede filer", og klik på knappen "Gennemse...".
  • Mappen med SteamVR-runtime åbnes. Kopier hele mappen over på en bærbar enhed (f.eks. et USB-stik), og kopier den derfra over på destinationscomputeren, som ikke har adgang til internettet.
  • For at køre SteamVR skal du starte filen "vrstartup.exe".
  • SteamVR burde nu køre på den nye PC og understøtte alle applikationer, som er bygget med OpenVR-SDK'en, SteamVR Unity-pluginet eller VR-værktøjerne i Unreal Engine.

Andre spørgsmål

Hvis du installerer SteamVR på et system, som ikke inkluderer Steam som beskrevet ovenfor, kan det være, at du mangler nogle software-afhængigheder. Det afhænger af, hvilke software der tidligere var installeret på det pågældende system. Hvis dette er tilfældet på dit system, får du muligvis en fejlbesked, som siger, at en eller flere af de følgende filer mangler på dit system:

d3dx10_43.dll
MSVCP140.dll
VCRUNTIME140.dll
MSVCP140.dll

Dette problem kan generelt rettes ved at installere Microsoft DirectX Runtime og Microsoft Visual C++ Redistributable. Du bør altid installere den seneste version af disse, som du kan finde under følgende downloadlinks:

DirectX Runtime:
https://www.microsoft.com/en-us/download/details.aspx?id=35

Visual C ++ Redistributable til Visual Studio 2010, 2013, 2015 og 2017:
https://support.microsoft.com/en-hk/help/2977003/the-latest-supported-visual-c-downloads

Andre spørgsmål

Hvis du har spørgsmål om virksomheds-/myndighedsbrug, som ikke er besvaret her, bedes du kontakte vrlicensing@valvesoftware.com.