Steamworks-dokumentation
Steam Cloud Play (beta)
BEMÆRK: Denne dokumentation er til udviklere, som er interesserede i at lære mere om Steam Cloud Play til deres spil på Steam. Hvis du er en kunde, og du er interesseret i at tilmelde dig NVIDIA GeForce NOW, skal du klikke her.

Introduktion:


Steam Cloud Play er i øjeblikket i beta, og der bliver løbende tilføjet funktioner. Vi accepterer nu et begrænset antal spil i tjenesten, mens vi fortsat bygger funktioner og serverkapacitet til spillere. Den første tjeneste, vi forbinder til Steam, så brugere kan spille spil fra deres Steam-bibliotek fra skyen, er NVIDIA GeForce NOW. Der er flere detaljer nedenfor om, hvordan du tilmelder dine spil til tjenesten, samt svar på et par almindelige spørgsmål.

NVIDIA GeForce NOW er p.t. tilgængelig i Nordamerika, Vesteuropa samt Asien og Stillehavsområdet. I øjeblikket skal Steam-brugere downloade GeForce NOW-klienten og knytte deres Steam-konto til GFN-tjenesten for at spille fra deres Steam-bibliotek. Der kan være et abonnementsgebyr for at bruge GFN-tjenesten. Kunder vil fortsat kunne købe spil på Steam på samme måde, som de gør i dag, og partnerbetalinger ændres ikke.

Med disse cloud-tjenester kan Steam-brugere spille deres spil fra Steam-biblioteket i skyen, ét spil ad gangen, ligesom de kan på deres lokale PC. Udviklere skal manuelt tilmelde de spil, de ønsker skal være tilgængelige på GeForce NOW.

Instruktioner om tilmelding i Steamworks fremgår nedenfor. Vi bruger en hvidliste over spil, som er tilmeldt i Steamworks. Gennemfør venligst trinene nedenfor for at sikre, at dit Steam-spil kan godkendes til GeForce NOW i Steamworks og være tilgængeligt på GFN-tjenesten, når det er blevet tjekket af NVIDIA.

Cloudlagring:


VIGTIGT: Når en bruger spiller et spil via Cloud Play, er det muligt, at vedkommende spiller fra en ny virtuel PC. Derfor er det meget vigtigt, at Steam Cloud er slået til for dit spil, eller at spillet har sit eget onlinelagringssystem. Hvis dit spil ikke har et af disse onlinesystemer, kan spillere miste deres fremskridt og gemte spil, når de spiller via en Steam Cloud Play-tjeneste.

Tilmelding som udvikler


  • 1. Brugeren med fuldmagt til din Steamworks-konto skal signere det nye Tillæg om Steam Cloud Gaming ved at logge på Steamworks og klikke på følgende link for at signere tillægget:
    https://partner.steamgames.com/newpartner/signlatestsda/?agreement_type=13

  • 2. I Steamworks skal du godkende de spil, du ønsker, skal vises på GeForce NOW. Gennemfør venligst trinene nedenfor.

  • 3. Søg efter det spil, du vil tilføje til at blive godkendt til Cloud Play. Klik på applikationen for at gå til applandingssiden.

  • 4. Klik på ”Rediger butiksside”, og gå til fanen ”Grundlæggende information”.

  • 5. Find sektionen ”Cloud Play”, og markér disse to felter:
    ”Gør det muligt at streame dit spil via cloud-tjenesten, der er hostet af Valve eller følgende tjenesteudbydere:” og ”NVIDIA GeForce NOW”.

  • 6. Gå til fanen ”Udgiv”, og udgiv ændringerne til din butiksside.

  • 7. Gentag denne ændring af butikssiden for alle andre applikationer, som skal være tilgængelige på GeForce NOW.

Ofte stillede spørgsmål


Bliver jeg betalt anderledes for salg af mit spil på Steam, hvis det er tilmeldt Steam Cloud Play?

Nej. Du bliver betalt på samme måde, som du gør nu for applikationssalg (både pakker og salg i spillet). Steam Cloud Play giver blot Steam-brugere flere muligheder for, hvor og hvordan de kan spille deres PC-spil. Det er lidt ligesom, når kunder spiller spil fra deres Steam-bibliotek gennem Steam Remote Play på en anden computer.

Skal jeg gøre noget særligt med mit spil for at gøre det kompatibelt med Steam Cloud Play?

Det kræver heldigvis meget lidt arbejde at få dit spil til at fungere på en Steam Cloud Play-tjeneste. Du skal signere tillægget, tilmelde hvert spil og enten sikre, at Steam Cloud er slået til for dit spil, eller at det har sit eget onlinelagringssystem. Som regel er dette de eneste krav. Hvis vi oplever problemer, når vi tester dit spil, kontakter vi dig for at hjælpe.

Hvad er GeForce NOW?

GeForce NOW er NVIDIAs cloudbaserede spilstreamingtjeneste, der leverer spil i realtid fra cloud til din bærbare eller stationære PC, din Mac, dit SHIELD TV eller din Android-enhed.

Ofte stillede spørgsmål om NVIDIA GFN: https://www.nvidia.com/da-dk/geforce-now/faq/

Hvilke lande er GeForce NOW tilgængelig i?

GeForce NOW er i øjeblikket tilgængelig i over 80 lande fra Nordamerika, Europa samt Asien og Stillehavsområdet. Besøg denne vidensartikel https://nvidia.custhelp.com/app/answers/detail/a_id/5023 for at se en liste over de understøttede lande.

Hvordan tilmelder jeg mig som kunde til at spille mine understøttede Steam-spil på GeForce NOW?

Du kan tilmelde dig NVIDIA GeForce NOW som kunde HER.

Bliver der tilføjet andre cloudbaserede spiltjenester til Steam Cloud Play?

Det er muligt, at vi tilføjer flere Steam Play Gaming-tjenester i fremtiden. I så fald kontakter vi dig, så du kan tilmelde dine spil til den nye tjeneste.

Kontakt os med spørgsmål:


Hvis du har yderligere spørgsmål, bedes du kontakte os her: https://partner.steamgames.com/home/contact_steam

Hvis du har spørgsmål til NVIDIA, bedes du henvende dig til din kontaktperson hos NVIDIA eller skrive til GFNpublisherfeedback@nvidia.com.